FNs verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene
I februar skal vi blive klogere på hvordan det går med ligestilling mellem kønnene. Det er nemlig blevet tid til at tage pulsen på Verdensmål 5, der er sat i verden for at sikre ligestilling mellem kønnene og for at styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder.
Af Mona Eisby
Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene handler om at mindske antallet af barnebrude, afskaffe tvangsægteskaber, stoppe diskrimineringen af kvinder og piger, give lige rettigheder til økonomiske ressourcer og vedtage lovgivning, der fremmer ligestilling mellem kønnene.
Så langt så godt, forstået på den måde, at vi nok kan sige vi er på rette vej i Danmark. Vi har lovgivninger der skal sikre ligestilling, men i praksis er der stadig udfordringer.
Selvom adgangen til uddannelser og mulighederne for at søge jobs er de samme, er kvinder procentmæssigt bedre uddannet end mænd. Men mænd tjener fortsat mere end kvinder.
I et globalt perspektiv er der også fremskridt. Fra 2006 til 2016 steg antallet af kvinder i verdens parlamenter med seks procent. Og flere lande har sat ind mod børneægteskaber, men alligevel er det fortsat hver 5. pige der bliver gift før hun fylder 18.
Så hvordan går det egentligt med ligestillingen mellem kønnene globalt og lokalt på Tårnby Kommunebiblioteket?
Besøg vores udstilling i rotunden på Tårnby Hovedbibliotek og undersøg det nærmere og quiz med om et biografgavekort i uge 6 eller grav dig ned i vores materialesamling og læs dig klogere på ligestillingen.