Verdensmål

En bæredygtig fremtid bliver til i fællesskab

Spørger man sig selv om FN’s Verdensmål ikke er noget der skal ordnes i FN, er det hurtige svar nej. Der er brug for alles handling, hvis verden skal blive et grønnere sted med lige rettigheder for alle.

Af Mona Eisby

Alle FN’s 193 medlemslande besluttede til FN-topmødet i 2015, at verdens lande frem mod 2030 skal sætte kurs mod en bæredygtig udvikling, der skal sikre en god fremtid for både mennesker og vores jord. Det resulterede i 17 Verdensmål og 169 delmål. 

Men for at målet skal nås er vi alle nødt til at stå sammen. Hverken diplomaterne i FN, regeringslederne eller de 193 landes politikere kan gøre det alene. 

What’s in it for me? 

Hvad får jeg ud af det og hvorfor skal jeg handle på FN’s beslutninger, kunne man spørge sig selv næst.  

Forhåbentlig kan de fleste finde motivation i at skabe positiv forandring for sig selv og sin nærmeste - hvis ikke for hele kloden. Og der er verdensmål, der passer til det hele. Synes man f.eks. ikke det ligger indenfor ens ansvars- eller interesseområde at arbejde for verdensmålet, der har fokus på anstændige jobs og økonomisk vækst, kan det være man kan se sig selv reflekteret i verdensmålet, der omhandler ligestilling mellem kønnene. Eller et af de øvrige 15 Verdensmål. 

Ambitionen med verdensmålene er at skabe en fremtid med mere lighed, bedre uddannelse og øget sundhed for alle verdens borgere. 

Situationen og behovene er naturligvis nogle andre for mennesker i Tanzania i Østafrika, end de er for os i Danmark. Ligesom udfordringerne for borgere i Tårnby adskiller sig fra dem, der bor i Skagen. 

Ved at se på menneskers universelle behov for mad, vand og et sted at bo, er verdensmålene formuleret som en rettesnor for udviklingsarbejdet. Samtidig er det blevet bestemt, at for at tale om bæredygtig udvikling skal der tages højde for både økonomi, sundhed og uddannelse. Med andre ord nytter det ikke at skabe et rigtig godt uddannelsessystem, hvis det bliver på bekostning af et dårligere sundhedssystem. 

FN’s Verdensmål er for aktivister – eller hvad? 

Som flere af landets biblioteker der arbejder med FN’s Verdensmål, er vi på Tårnby Kommunebiblioteker blevet spurgt om, hvorfor vi gør det. Der er en opfattelse af, at det er et arbejde, der er for aktivistisk til et offentligt kulturhus, der skal kunne rumme alle. 

Men når alle FN’s 193 medlemslande har kunne underskrive aftalen, er det hverken aktivistisk eller partipolitisk. Mindre CO2-udladning, bedre uddannelser og mere lighed vedrører os alle. Også biblioteket.  

Hvorfor tager biblioteket teten? 

Svaret på det spørgsmål har tre ben: 

Delmål 16.10 til verdensmålene lyder at “der skal sikres offentlig adgang til information og beskyttelse af fundamentale frihedsrettigheder i henhold til international lovgivning og internationale aftaler”. Det er en af folkebibliotekernes kerneopgaver. 

Desuden blev bibliotekerne i sommeren 2021 indskrevet i Finansministeriets Handlingsplan for FN’s Verdensmål. Den danske regering gav her bibliotekerne en rolle for at arbejde med formidlingen af verdensmålene med “henblik på at gøre bibliotekerne til facilitator for den folkelige forankring af FN’s Verdensmål”. 

Og som direktør i Danmarks Biblioteksforening Michel Steen-Hansen siger, ser vi “bibliotekerne som en demokratisk platform, der skal arbejde med borgerne og være med til at skabe en bedre verden”.  

Du kan være til at gøre FN’s Verdensmål til hverdagsmål i Tårnby 

Forhåbentlig er der inspiration at hente i et af de 17 Verdensmål og 169 delmål for dig, din familie eller din organisation. Og det er vores overbevisning, at de fleste allerede forholder sig til et eller flere af Verdensmålene hjemme i husholdningen eller på arbejdspladsen. Derfor vi gerne vil invitere jer alle til at være med til at synliggøre arbejdet med verdensmålene og udbrede engagementet i vores fælles fremtid. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt og sammen kan vi gøre mest. 

Læs mere om FN’s 17 Verdensmål https://un.dk/da/om-fn/verdensmaalene/ 

Hvorfor vi arbejder med FN's Verdensmål
Hvorfor vi arbejder med FN's Verdensmål